Råd til forældre
De teknikker, der faktisk virkede for os.
Det her er ikke teori. Det er det jeg gjorde i hjemmet, til fødselsdage, ved indkøring i børnehave, i lufthavnen, ved bedsteforældrenes spisebord. I dén rækkefølge man rent faktisk møder situationerne.
Princippet bag det hele
Selektiv mutisme er en angstreaktion. Barnet vælger det ikke. De fleste kender det fra at skulle fremlægge eller holde en tale: man bliver nervøs, og pludselig kan det være svært at få ordene ud af munden. Det er præcis sådan et barn med selektiv mutisme har det, bare i helt almindelige samtalesituationer. Du kan ikke argumentere kroppen ud af det udefra. Du kan kun gøre situationen mindre farlig.
Alt det her bygger på samme idé: fjern presset, byg trygheden, ordene kommer af sig selv når barnet er klar.
Teknik 1: Fjolleri og kildning som åbning
Når vi havde gæster, gik det altid galt, hvis jeg sagde "Sia, kom og sig hej". Det stoppede jeg med. I stedet gjorde jeg det her:
- Jeg tog hende op på armen og kildede hende, så hun grinede.
- Jeg lavede fjollede lyde, ansigter, små danse, alt det der får et barn til at grine, mens gæsterne stod der.
- Først når hun var i kroppen, grinende, løs, åben, gik gæsterne fra at være "trusler" til at være "publikum".
Hvorfor det virker: grin og kropslig leg slukker frysreaktionen. Et grinende barn kan ikke samtidig være i alarmberedskab. Du flytter barnet ud af angst-tilstanden. Det betyder samtidig, at det er vigtigt, du får startet grin-, fjolle- eller legetilstanden før barnet fryser.
Teknik 2: Slide-in via nonverbal leg
Slide-in er en teknik, jeg først læste navnet på efter jeg allerede gjorde det instinktivt. Den går ud på, at en tryg voksen er bro til en utryg voksen, og trækker sig stille og roligt ud, mens barnet leger videre.
Sådan gjorde jeg det helt konkret med en ny voksen:
- Jeg leger med Sia. Bold, byggeklodser, tegne, noget hun er tryg ved og noget der ikke kræver ord.
- Den nye voksen sætter sig ved siden af. Kommenterer ikke på Sia. Henvender sig ikke til hende. Spiller bare med.
- Jeg sender en bold til den nye voksen. Den nye voksen sender den til Sia.
- Sia sender bolden tilbage. Stadig ingen ord. Det er fint. Ord er ikke målet.
- Jeg trækker mig stille. "Jeg lige skal hente noget", og bliver væk lidt længere ad gangen.
Hvis barnet stivner i et af trinene, går du ét trin tilbage. Ingen drama. Ingen kommentar. Bare tilbage til det der virkede.
Hurtigt lykkedes det at starte lege med Sia, hvor jeg var væk længe ad gangen. Selvom det ikke var med ord, er dette et kæmpe skridt for børn med selektiv mutisme. Det er et skridt på vejen.
Teknik 3: Tal gennem en bamse, dukke eller figur
Det her lyder simpelt, men virker overraskende stærkt. Når presset om at tale ligger direkte på barnet, går kroppen i frys. Men hvis samtalen sker gennem en bamse eller en figur, så er presset væk.
Konkret: barnet får sin egen bamse. Den voksne, fx en ny pædagog eller bedsteforælder, tager også en figur eller bamse. Så snakker bamserne med hinanden, ikke menneskerne. Det bliver leg, ikke samtale.
Hvorfor det virker: barnets opmærksomhed flytter sig fra "jeg taler med en farlig fremmed" til "min bamse leger med en anden bamse". Ordene kommer ud, fordi situationen ikke længere føles som et krav.
Det fungerer særligt godt med de mindre børn, men også overraskende ofte med større. Vælg en bamse, dukke eller figur barnet allerede er glad for, ikke en ny.
Vigtigt: Brief de voksne FØR de møder barnet
Det her er noget af det vigtigste, og noget af det folk typisk sletter, fordi det føles akavet. Gør det alligevel.
Inden bedsteforældre, gæster, pædagoger eller lærere møder barnet, så fortæl dem konkret:
- "Hun taler ikke til andre end os. Det er ikke noget hun vælger. Hun har angst i sociale situationer."
- "Spørg hende ikke om noget direkte. Tal til hende, hvis du vil, men vent ikke på svar. Bare fortsæt videre til noget andet."
- "Hvis hun fryser, så lad være med at trøste eller spørge hvad der er galt. Bare skift emne og/eller lav et sceneskift. Fjern fokus fra barnet."
- "Hvis hun begynder at sige noget, så reagér helt normalt, som om det var helt almindeligt. Ikke 'Hold da op, du sagde noget!'"
Det føles ubehageligt at briefe folk. Det er stadig bedre end den 117. fødselsdag, hvor barnet endte med at have en dårlig oplevelse. Hvis du skal lykkes med at få dit barn igennem det her, skal du lægge dig selv fuldstændig til side og være helt lige glad med, om det er ubehageligt eller besværligt for dig. Det bliver det uanset hvad, i lang tid.
Tilbagefald: forventet, ikke nederlag
En af de hårdeste lektier vi har lært: en god dag betyder ikke at i morgen bliver god.
Da Sia første gang blev i børnehaven uden mig, tænkte vi: "Det er gennembruddet." Dagen efter ville hun ikke afsted og skreg af angst. Det var ikke et tilbageskridt. Det var hjernens efterreaktion på en lang dag i alarmberedskab.
Tre regler vi lever efter:
- Forvent eufori-fase. De første dage på noget nyt kan se mistænkeligt nemme ud. Det holder ikke.
- Ros aldrig præstationen i ord. Sig ikke "hvor er jeg stolt af at du sagde hej i dag". Det gør næste gang sværere, fordi nu er der pres.
- Gå ned i tempo, ikke ud. Når der kommer tilbagefald, så gå et trin tilbage på trappen. Ikke helt af trappen.
Det sværeste: balancen mellem at skubbe og presse
Det her er for mig den hårdeste del af at være forælder til et barn med selektiv mutisme, og det jeg har brugt længst tid på at finde balancen i.
Et barn med selektiv mutisme må aldrig presses til at tale, eller på nogen anden måde presses igennem noget, som angsten blokerer for, fx en social situation der er for stor lige nu. Pres udløser frys, ikke udvikling.
Men barnet skal også skubbes lidt. Det skal udfordres på de ting, det kan klare, på de rigtige tidspunkter. Hvis barnet aldrig udfordres en lille smule, så flyttes der heller ikke noget.
Som forælder skal du finde den gyldne balance mellem at skubbe til kanten og presse udover kanten. Der findes ingen facitliste. Du kan kun mærke efter, prøve dig frem og justere, dag for dag, situation for situation.
Det bliver lettere med tiden, fordi du lærer dit barns signaler at kende. Men selv efter år er der dage, hvor jeg rammer forkert. Det er en del af det.
Det her er for stort til en enkelt side
Det her er overfladen af det, vi har lært. Hvis du sidder med en helt konkret situation, en bestemt fødselsdag, en bestemt pædagog, en bestemt overgang, så kan jeg ofte hjælpe meget mere konkret i en samtale end nogen artikel kan.