Sia frøs i 4 år. I dag går hun i skole og leger med de andre.

Hun var ængstelig fra dag ét

Sia kom til verden i 2020. Allerede fra første dag stod det klart, at hun ikke var som de fleste andre nyfødte. Hun ville ikke skilles fra sin mor. Ikke et sekund. Brystet var hendes tryghed, før hun overhovedet havde åbnet øjnene.

Jeg vidste ikke, at et barn kunne fødes ængstelig. Jeg troede, angst var noget man pådrog sig efter hårde oplevelser. Det er det ikke altid.

De første dage kunne jeg holde hende. Det stoppede, da hun begyndte at åbne øjnene og forstå verden. Efter få uger skreg hun, hvis nogen andre end mor holdt hende. Jeg tog det ikke personligt. Jeg kunne fornemme, det ikke handlede om mig, det handlede om, at Sia ikke kunne være væk fra mor.

Det første år: kun mor

Sia udviklede sig sprogligt og motorisk som andre børn. Hun lærte at kravle, gå, sige lyde. På overfladen helt almindeligt.

Men i sociale situationer var hun anderledes. Hun kunne ikke være til fødselsdage. Hun kunne ikke sidde med ved bordet. Hun og hendes mor endte ofte med at spise i et andet rum.

Folk måtte ikke tale til hende. Uanset om det var fremmede eller bedsteforældre, så snart nogen henvendte sig direkte, skreg eller græd hun. Mønsteret var tydeligt:

• Hun kunne ikke skilles fra mor.
• Hvis andre henvendte sig til hende, brød hun sammen.

Hendes mor insisterede på, at børnehavestart kunne vente. Hun havde sparet op til at være hjemme i længere tid. Det viste sig at være en af de vigtigste beslutninger, vi traf.

1,5 år: gråden bliver til frys

Med tiden ændrede mønsteret sig. Sia græd ikke længere, når nogen talte til hende, hun frøs. Hun stivnede helt og gemte sig bag os.

Og så lagde vi mærke til noget mærkeligt. Når vi havde gæster, og alle stod og sagde farvel, stod Sia stum. Men i samme sekund døren lukkede, råbte hun højt: "HEJHEJ!!" Til en lukket dør.

Hun kunne. Hun ville. Men kun når presset var væk.

Vi læste alt vi kunne finde

Vi er ikke fagfolk. Men noget mindede om autisme. Vi læste nettet tyndt. Vi stødte på "selektiv mutisme". Det passede meget godt, men der stod, at det typisk debuterer omkring 4-årsalderen. Sia havde haft det fra hun var 1.

Jeg ved nu, at for-stadier ofte er der længe inden, det opdages. Men dengang kunne vi ikke få brikkerne til at gå op.

Vi gik til lægen og bad om udredning for autisme. Lægen henviste os til børnepsykiatrien.

Mødet med systemet

Psykiatrien havde alle oplysningerne. De vidste, at Sia ikke kunne skilles fra mor. De vidste, hun frøs ved fremmede.

Første mødeindkaldelse: "Det er VIGTIGT, at I møder op UDEN Sia."

Andet møde: "Sia skal med, vi skal teste hende i forskellige lege og øvelser."

Resultat: Sia frøs, præcis som hun gør med alle fremmede voksne i nye rum. Der kom ingen svar. Der blev ingen interaktion. Konklusionen var, at man ikke kunne udrede hende. Men de var i tvivl mellem to ting: autisme eller selektiv mutisme.

Vi gik hjem og læste videre. Den her gang vidste vi mere. Vi så videoer af andre børn med selektiv mutisme. Det var som at se Sia. Vi læste, at selektiv mutisme og separationsangst hænger tæt sammen og optræder sammen meget ofte. Brikkerne faldt på plads.

Det var faktisk en lettelse. Vi gik fra at frygte en livslang tilstand til at se, at der var en vej ud, hvis vi selv tog den.

Isbilen, sommeren 2024

En dag i sommeren 2024 kom isbilen forbi. Sia ville have is. På vej derud sagde jeg helt afslappet:

"Sia, når far køber is, plejer jeg jo at sige tak. Skal vi prøve at du siger tak i dag?"

Hun stoppede op. Kiggede meget alvorligt på mig og sagde:

"JEG KAN IKKE."

Det var første gang, hun selv satte ord på det direkte til mig. Det blik gjorde, at jeg besluttede mig. Jeg skulle ikke vente på systemet. Jeg skulle ikke vente på en diagnose. Jeg skulle gå i gang nu.

Det jeg begyndte at gøre

Jeg fokuserede ikke på andet til sociale arrangementer. Jeg afprøvede, justerede, fejlede, prøvede igen. Jeg fandt frem til, at nøglen til et barn med selektiv mutisme er fjolleri, leg og nonverbal aktivitet, ikke ord.

1. Jeg tog hende op, kildede, fjollede, så hun lo, før nogen forventede ord af hende.
2. Jeg kildede eller drillede en anden gæst, så Sia kunne være observatør i noget sjovt uden selv at skulle gøre noget.
3. Jeg startede en simpel leg, der ikke krævede ord, fx en bold der blev kastet frem og tilbage mellem hende og en fremmed.
4. Så trak jeg mig stille og roligt. Pludselig legede hun med en, hun ellers aldrig havde åbnet sig for.

Først meget senere fandt jeg ud af, at der findes en kendt teknik kaldet slide-in. Den hviler på de samme principper. Det er ikke fordi jeg har opfundet det her, det er fordi jeg ved et tilfælde gik den rute, der virker.

Efter måneder begyndte hun at sige enkelte ord til de nærmeste under leg. Jeg fældede en tåre i ny og næ. Men jeg holdt forventningen lav. For sådan er selektiv mutisme: der findes ikke et magisk øjeblik. Det er tusinder af bittesmå skridt, og trappen har måske 100.000 trin.

Efteråret 2024: professionel behandling

Vi nåede et punkt, hvor vi ikke kunne komme længere alene. Vi rakte ud til det offentlige flere gange, men der var ikke hjælp at hente. Ingen henvisning, ingen psykolog, ingen pakkeforløb. Bare det samme svar: hun kan ikke udredes, og uden udredning er der ingen indgang.

I efteråret 2024 traf vi den beslutning, vi havde holdt os væk fra: vi begyndte hos en privat behandler. Det kom til at koste 1.500 kr. om ugen over lang tid. Det var et beløb, vi ikke havde lagt til side til det her. Men når man har siddet i nok år med et barn, der ikke kan tale ude i verden, så ved man godt, at den slags regnestykker hurtigt taber til virkeligheden i hverdagen.

Det var ikke nemt for Sia. Det var ekstremt hårdt. Hun skulle ind i et nyt rum, med en ny voksen, og gøre præcis det, der trigger hele hendes angst-system. Men hun var sej, og hun gennemførte det, uge efter uge. Hver gang vi gik derfra, kunne jeg se hun var brugt op, men også at hun havde flyttet sig et bittelille stykke.

For mig blev det en form for uddannelse. Jeg lærte ekstremt meget om selektiv mutisme i det forløb, både ved at observere behandleren og ved at snakke med hende bagefter. Og lige så meget som jeg lærte noget nyt, så bekræftede det også meget af det, vi allerede havde fundet ud af derhjemme.

Nøglen til at åbne et barn med selektiv mutisme er gennem leg, afledning, fjolleri og nonverbal aktivitet, som stille og roligt flyttes over til lyde, derefter til enkelte ord, og senere til sætninger. Altid i barnets eget tempo. Aldrig ved at presse, aldrig ved at bede, aldrig ved at belønne tale. Bare ved at gøre situationen mindre farlig, igen og igen.

Det var det forløb, der gjorde Sia klar til at starte i børnehave.

Maj 2025: børnehavestart

Sia startede i børnehave. Jeg var med til at køre hende ind. Forventningen var, at det ville tage uger.

Første dag var hård. Men hun fik faktisk sagt enkelte ord til andre børn. Det viste sig, at hun har meget lettere ved at tale med børn end med voksne, noget vi aldrig havde vidst, fordi hun havde gået hjemme.

Efter få dage gik jeg derfra og hun blev. Næste dag afleverede vi hende nemt. Vi tænkte: hvad sker der?

Og så kom tilbagefaldet

Dagen efter ville Sia ikke afsted. Hun skreg af angst. Hun ville ikke have mig væk.

Det her er noget af det vigtigste, jeg har lært:

Vi gik tilbage til gradvis eksponering. Først var jeg væk 5 minutter. Så 15. Så 30. Det tog uger at bygge hende op igen.

Det her mønster har jeg set hos Sia mange gange siden, ved fritidsaktiviteter, ved skolestart. Første dage er som en "eufori-fase". Så rammer angsten. Også selvom hun har haft det sjovt.

Hvor er vi i dag

Sia går i dag i skole, interagerer med de andre børn og snakker med mange af dem. Men hun er ikke ovre sin tilstand 100%. Selektiv mutisme er en angstreaktion, og den tager mange år at tæmme og få under kontrol.

Bagved ligger der stadig en ængstelig personlighed. Den generelle angst, som selektive mutister har, forsvinder ikke i det øjeblik ordene begynder at komme. Den skal tæmmes over endnu flere år, før den er 100% under kontrol.

Det er ikke en mirakelhistorie. Det er en historie om hundredevis af små situationer, hvor vi gjorde det rigtige, og en hel del situationer, hvor vi fejlede og prøvede igen.

Det her er hvorfor siden findes

Hvis bare én ting af det vi lærte kan hjælpe en anden familie videre måneder eller år hurtigere, så er det værd at skrive ned.

Læs rådene til forældre, eller book en sparring hvis du vil have mig til at kigge på jeres helt konkrete situation.